Hvad er streaming — og hvor meget internet kræver det egentlig?

Streaming er, når video eller musik afspilles, mens den hentes fra internettet — i stedet for at blive downloadet først. Tjenesten sender små bidder, din enhed samler dem i en buffer og afspiller dem løbende, så det føles som en ubrudt strøm. Det kræver mindre hastighed, end de fleste tror: en serie i HD bruger 5 Mbit/s, en film i 4K 15 Mbit/s, musik 1 Mbit/s — tal fra tjenesterne selv. Det, det kræver, er stabilitet: bufferen dækker et par sekunders udsving, men ikke et udfald, og udfald er WiFi'ets og de delte nets sag, ikke abonnementets. Streaming-tv er det samme, bare med tv-kanaler og live-indhold i stedet for film.

Det er de to ting, denne guide handler om: hvor meget streaming kræver af forbindelsen (i Mbit/s, i skærme ad gangen og i GB), og hvorfor det alligevel hakker i hjem med rigelig hastighed. De tjenester, danskerne bruger — Netflix, Viaplay, HBO Max, Disney+, TV 2 Play, DRTV og de andre — sammenlignes på indhold og pris på siden om streamingtjenester, som streaming-tv-afsnittet linker til; her handler det om nettet under dem.

Buffering — det snurrende hjul — sker, når bufferen løber tør, og det sker af tre grunde, som ingen af dem er "for lille abonnement", hvis linjen er over 15 Mbit/s pr. skærm. WiFi: tv'et står to vægge fra routeren, får 30–70 % af linjen på en god dag og taber forbindelsen i sekunder, når mikroovnen kører eller naboens router skifter kanal. Bufferen dækker sekunderne, ikke udfaldet. Et delt net kl. 21: kabel-tv-nettet deler kapaciteten med naboerne, 5G med cellen, og det er præcis kl. 21, alle streamer; en linje, der måler 1000 Mbit/s om formiddagen, kan levere under 15 om aftenen. Fiber deler ikke — det er hele forskellen. Enheden: et ældre tv med kun 2,4 GHz WiFi, en app, der ikke er opdateret, eller en Chromecast bag tv'et, hvor signalet er værst.

Rækkefølgen for at få det til at stoppe er derfor: kabel til tv'et (løser det meste med det samme), 5 GHz til det, der ikke kan få kabel, routeren midt i boligen — og først derefter, hvis det stadig hakker om aftenen på kabel-tv eller 5G, teknologien. Hele værktøjskassen står i hvordan får man bedre WiFi-signal. Det, der aldrig hjælper, er at gå fra 300 til 1000 Mbit/s for et tv, der får 40 over WiFi.

Streaming-tv er tv-kanaler og live-indhold sendt over internettet i stedet for gennem antenne, kabel eller parabol: TV 2 Play, DRTV, Viaplay og de andre leverer de samme kanaler og kampe til tv, telefon, tablet og computer, uden en tv-boks og uden en sendeplan, du skal følge. Flere danske husstande har i dag streaming end en klassisk tv-pakke, og den økonomiske grund er enkel: en-to tjenester dækker det, de fleste faktisk ser, for mindre end en pakke med hundrede kanaler, ingen ser. Hvad de enkelte tjenester indeholder, og hvad de koster, sammenlignes i streamingtjenester.

Teknisk er der én forskel, der betyder noget: live. En film kan buffere et minut forud; en fodboldkamp kan ikke — den sendes, mens den sker, og bufferen er sekunder. Derfor mærkes udfald, jitter og et delt net langt mere i live-sport end i serier, og derfor er live-tv det sted, hvor fiber (2–8 ms, egen kapacitet) og kabel til tv'et gør størst forskel. Hastigheden er stadig lille — HD-sport bruger omkring 5 Mbit/s, 4K-sport 15 — men den skal være der hvert sekund. Kabel-tv-nettets 10–100 Mbit/s upload er ligegyldig for at se; det er delingen med naboerne i 90. minut, der mærkes.

Lyd er den lette ende af streaming. Spotify, Apple Music, YouTube Music og podcast-apps bruger omkring 1 Mbit/s i høj kvalitet og 0,2 GB i timen — en tiendedel af video i HD — og de buffer så langt forud, at et sekunds udfald aldrig høres. Der findes ingen internetforbindelse i Danmark, der ikke kan streame musik til hele husstanden samtidig, og selv et 4G-net på landet med 20 Mbit/s bærer ti-tyve lydstrømme. Det, der kan drille, er igen ikke hastigheden, men dækningen: en løbetur gennem en skov uden signal er det eneste sted, lydstreaming stopper — og det løses med offline-download i appen, ikke med et abonnement.

Den ene ting, der er værd at vide, er kvalitetsindstillingen: "meget høj" eller "lossless" kan bruge flere gange så meget data som standard, og på mobildata i telefonen tæller det i pakken, uden at forskellen kan høres i et par almindelige hovedtelefoner i en bus. Sæt høj kvalitet på WiFi og normal på mobildata; det er tjenesternes egen standardindstilling af en grund.

Der er to slags streaming med spil, og de stiller modsatte krav. At se andre spille (Twitch, YouTube) er almindelig video: HD-krav, buffer forud, 3 GB i timen. Cloud gaming (GeForce Now, Xbox Cloud Gaming og lignende) er det modsatte: spillet kører på en server, dine tastetryk sendes op, og billedet kommer ned som video, der ikke kan buffere, fordi det skal reagere på dig. Her er hastighedskravet stadig moderat — typisk i samme størrelsesorden som 4K-video — men svartiden er alt: over 40 ms føles spillet som at styre gennem sirup, og hvert udsving mærkes som et hak. Det er derfor, cloud gaming er den ene streaming-form, hvor teknologien faktisk afgør oplevelsen: fiber med 2–8 ms og kabel til skærmen er godt, 5G med 15–40 ms er brugbart tæt på masten, og WiFi i den fjerne ende af huset er det ikke.

Til almindelig online gaming — spillet på egen konsol eller computer, kun spilleres positioner over nettet — gælder det samme om svartid, men data og hastighed er endnu mindre; det er spil-downloads på 50–150 GB, der fylder, ikke spillet. Hvad gaming kræver, og hvad der giver lav ping, står i gaming med fibernet.

Streaming virker på alt med en skærm, og enheden afgør mere om oplevelsen end abonnementet. Tv'et er den enhed, der bør have kabel: det står stille, det streamer i den højeste kvalitet, og det er tit placeret dér, hvor WiFi er dårligst. Et netværkskabel til tv'et eller til boksen bag det (Apple TV, Chromecast med Google TV, en Shield) løser flere streaming-problemer end noget andet. Telefonen og tabletten streamer i HD, uanset hvad abonnementet hedder — 4K på en skærm på seks tommer kan ikke ses, men kan mærkes på datapakken; sæt kvaliteten ned. Computeren streamer tit i lavere kvalitet i browseren end i appen; brug appen, hvor den findes.

Og så den ene ting, der tit glemmes: tjenesternes egne kvalitetsindstillinger. "Automatisk" vælger det højeste, nettet kan bære, og det er ikke altid det, du vil — på 5G med en pakke, på et hotspot, i bilen. Sæt HD som loft på de mobile enheder, og lad kun tv'et køre 4K. Det er gratis, og det er forskellen mellem en pakke, der holder måneden, og en, der ikke gør.

Når det hakker, er det fristende at skifte abonnement, og det er sjældent svaret. Sådan skiller du ad: Hakker det på alle tjenester og alle enheder, er det nettet — WiFi, delt net eller linje; test med kabel i routeren. Hakker det på én tjeneste, mens de andre kører, er det tjenesten eller dens app: genstart appen, opdater den, eller tjek tjenestens driftsstatus — de store tjenester har alle sammen aftener, hvor det er dem. Hakker det på én enhed, er det enheden: et gammelt tv med svag WiFi, en boks, der trænger til genstart, en app, der ikke er opdateret. Og hakker det kun kl. 20–23, er det delingen — naboernes WiFi i en lejlighed, eller selve nettet på kabel-tv og 5G.

Den sidste er den eneste, et skift løser, og den løses ikke med et højere trin hos samme udbyder, men med fiber, hvis den ligger i vejen. Det er den ene situation, hvor spørgsmålet "hvor meget internet kræver streaming?" faktisk handler om abonnementet — og svaret er stadig ikke flere Mbit, men en linje, der er din egen. Adressen øverst på siden viser, om den er der.